Allways be yourself, there's no one better!

Der er altid et eller andet vi gerne vil ændre ved os selv. Vores lår, mave, smil, tænder, næste, pande, bryster, something! - Fair nok at nogle ændre det, fordi de får det bedre med sig selv.. Men mig? No freaking way, jeg skal ikke lave om på mig selv.
Folk går nu tildags og prøver på at leve op til de mennesker vi ser i tv, modeller, sangere osv osv.. men ved i overhovet hvor meget de gør for at se sådan ud? Det er det ikke værd. Hvor er naturlig skønhed blevet af?! - Jeg siger ikke man ikke skal træne eller gå med make-up, men det er altså ikke det vigtigste at have en flad mave, big boobs, og en fast røv.. Sorry but it's not!!

Jeg har aldrig selv været glad for mit udseende. Jeg syntes altid at jeg var meget almindelig af udseende eller under - men sådan skal jeg jo ikke føle? man skal ikke prøve på at blive det folk mener er et perfekt udseende? For det er IKKE perfekt.
Men hvad er det så der er perfekt? Jo ser i, det at være perfekt er en meget simpel ting som der faktisk ikke findes.. der er ikke et perfekt udseende som vi alle kan forsøge at komme til at ligne? Nej det der er perfekt, det er at være sig selv. Ens udseende er formet efter generne, det er ting vi arver fra vores forfædre.. F.eks har jeg altid hadet min næse, virkelig! Men der er den der lille bitte ting, som gør at jeg aldrig vil ændre den.. Det er nemlig noget jeg har arvet af udseende fra min Farmor - hvilket mine andre søskende ikke har. Så på en måde føler jeg mig speciel, selvom det måske ikke er den kønneste næse, men det jeg så har gjort er at fortælle mig selv gang på gang hvorfor jeg skal kunne lide min næse.. Jeg plejer nu at sige, at hvis min næse var anderledes, så ville mit ansigt ikke være så nuttet som det er, da den sætter prikken over I'et :)

Fregner, sul på kroppen, rødt/blond/sort/brunt/(alle andre farver) hår, store tænder, skæve tænder, små bryster, meget tydelige hårsække på benene, grimme negle - det er bare sådan vi er! Igen er perfekte men vi er perfekte som dem vi er. Det skal folk begynde at huske!
Den pige du ser på,sommåske har et udseende du ville dø for, hun spiser måske næsten intet, for at kunne beholde formen, samtidig ønsker hun at kunne ligne en anden mere, så hun kunne spise de ting hun virkelig elsker.. Der er måske en med de smukkeste øjne du har set og du vil have selv, men har du måske tænkt at hun selv har noget hun ville ændre?
Det har vi alle, det er bare ikke alle der vil indrømme det.. Og hvorfor det egentlig?
Er det fordi vi er flove over at indrømme at vi ikke er perfekte? Bange for ikke at leve op til alles forventninger? Sådan skal det ikke være..

Igen har jeg da f.eks slet ikke en flad mave, jeg har en meget underlig (efter min mening) bule på maven, som jeg da gerne så var flad, så jeg ikke ville være genert over at vise min mave på stranden f.eks.. Men jeg kender andre som ville ønske de havde en mave som min, fordi de måske er lidt større end jeg er! jeg prøver at ændre min mening, ved at kalde det for en lille godtepose - for lad os indse det, vi er ikke kødben, fyrene kan godt li' at kunne have fat i noget!
Der er mange som får operationer, fordi de er født med noget, som kan blive gjort noget ved. Men ting som at lave sin næste om fordi den skal ligne Jennifer Anistons, større bryster fordi mener man fyre tænder på, få ordnet maven flad for så virker man sund og rask, altså.... hvad sker der lige med verdenen..

HVEM SIGER VI SKAL SE SÅDAN UD? Og så blive dømt for hvordan vi ser ud.. Hvis vi er glade for den vi er, så burde andre ikke dømmer os for at have lidt sul på kroppen :)

Får du det bedre med dig selv ved at smide 10-20 kg, så gør det, men gør det for dig selv, ikke for at tilfredsstille eller ligne en anden..
Får du det bedre af at farve håret en helt anden farve, så gør det
Får du det bedre af at have make-up på, så vær ligeglad med at dem som intet bruger kalder dig en dulle/sminkedukke, bare gør det
Får du det bedre af at have anderledes tøj en andre, hvor folk synes du ligner en weirdo, så vær' ligeglad, bare gå med det!

Du skal aldrig prøve på at ændre dig selv for at gøre andre tilfredse eller for at ligne en anden.. Du skal være glad for den du er, for der er ingen bedre til at være dig <3

Kærlighed er kærlighed!

Okay... I kan lige så godt alle sammen vide det.. Jeg HADER når folk disser homoseksuelle i nærheden af mig.. Folk må gerne mene at det er ''meningen'' man SKAL være dreng og pige sammen, bare fordi det er det som kan fører generationen biologisk videre.. Sorry but what the hell??? Sådan fungerer det sgu ikke i min verden. Man vælger ikke selv den man elsker... Vil folk hellere have at man lyver om sig selv og går imod sit hjerte, bare for at det skal være ''korrekt''.. Ikke i min verden. Kærlighed er kærlighed og det er ikke noget man selv styrer..

Folk glemmer at hvis det gjaldt en selv, ens bror, søster, ven, veninde, så ville man sgu have en anden holdning til det.. Også hvad angår børn og ægteskab.. Jeg står for at homoseksuelle må blive gift og få børn ved adoption eller befrugtning.. Tænk på det her: Hvis du hele dit liv havde drømt om at blive gift i en kirke, du havde hele fantasien om den hvide kjole (til dig eller bruden), maden, kagen, dansen, det hele.. Du drømte om at få 3 børn, 2 drenge og en pige f.eks, og du drømte om at skulle kører dem til fodbold, håndbold, holde fødselsdage for dem.. men samtidig finder du også ud af at det køn du tiltrækkes og ønsker at være med, det er det samme køn som dig selv.. Så mener mange at alle de drømme du havde, dem må du ikke have.. Fordi det ikke er ''korrekt'' eller folk synes det er ''ulækkert''.. SHUT UP! Det kan godt være i måske synes det er forkert, men hold det for jer selv.. Ja der var nogle for mange år siden som ''bestemte'' at det skulle være pige og dreng sammen, fordi man så kunne føre generationen videre. Men det gør det da ikke forkert?

Der er INTET forkert i at følge sit hjerte. Er det ikke det vi altid har fået at vide at vi skal? Så hvorfor skal folk disse en, fordi man er sand mod sig selv og elsker den man elsker, istedet for at lyve om sig selv og for sit hjerte..

Jeg er ikke selv homoseksuel, men jeg kender folk der er det.. Og at hører en homoseksuel sige at han nok burde finde sig en pige, fordi han ønsker børn, men han overhovedet ikke tænder eller elsker piger på den måde.. Men at han vil trodse sit hjerte og lyve for sig selv og andre, for at kunne få børn, som han drømmer om.. Det er fandme for galt!! Jeg sagde selvfølgelig til ham at det var hans valg, men at jeg også synes at han var en værre klaphat.. For man skal aldrig prøve på at være en anden end den man er.. Og jeg ønsker virkelig det snart går op for folk..

Det handler om at finde kærligheden.. Lige meget hvilket køn det er.. Kærlighed er kærlighed.. Lyv aldrig for dig selv..<3

Love happens... sometimes...

Hvorfor fanden i en helvede skal alt være så svært?
Kærlighed, livet, alt.. ja det er faktisk ret simpelt synes jeg.. For de vigtige ting i livet er noget man skal kæmpe for, for hvis man ikke kæmper og ikke har fortjent det, hvorfor skulle man så have det?

Jeg har altid haft det sådan med, at når man kommer i puberteten, så kan man godt være lidt teenageforelsket i en fyr/pige.. Men det er også det der kaldes puppy love.. Man ved ikke rigtig hvad den virkelige kærlighedsfølelse er, hvor en person virkelig rammer plet i ens hjerte, ens himmel er mere blå, at man føler man kan klare alt så længe man er sammen med den person.. Derfor kan jeg godt sige at jeg ikke havde nogen kæreste i folkeskolen og havde heller aldrig været på date. Det gjorde mig hverken mindre moden eller barnlig, for jeg vidste at jeg ville mere end det. Jeg gad ikke have en ny fyr hver uge. Jeg ville have noget der var ægte, meget mere en puppy love..
Derfor mødte jeg en fyr da jeg var 19 år gammel, han var ikke den første jeg faldt for, men han var den jeg elskede først. Jeg har lige siden ikke følt noget så stærkt for en anden.. Jeg ville ikke pt drømme om at finde sammen med ham igen, men jeg ville da gerne have ham i mit liv. Som en ven. Dog vil jeg også sige at jeg ikke er 100% sikker på hvad jeg ville svare, hvis det faktisk skete at spørgsmålet var der. Ville jeg så sige ja og prøve igen? Eller ville jeg sige nej? Jeg ved det virkelig ikke, for jeg ved ikke hvordan det ville være at se ham igen, selvom jeg har prøvet det igen og igen inde i mit hovede.. Hjertet følger sine egne veje og det er ikke altid let at forstå, det kan også være svært at vide hvad man egentlig føler..
Efterfølgende ved jeg dog, at jeg har været faldet for en enkelt eller to, men aldrig så kraftigt som før. Gad vide om det er sandt? At ens første kærlighed er en man aldrig vil glemme, fordi den har stor en indflydelse på ens hjerte?
I hvert fald tror jeg på, at hvis man virkelig elsker en person, så vil kærligheden aldrig forsvinde helt. men samtidig hvis en person har ændret sig så meget at man intet kan genkende i personen, så elsker man ikke den person mere, men kærligheden til den person man kendte vil stadig være der.. If that makes sense? :)

Kærlighed er noget af det bedste i verden, at føle at man altid vil være sammen med en person, at man liver elsket både for sine gode og ''dårlige'' sider af den man elsker.. Men når man så får sit hjerte knust, så gør det virkelig også ondt, især hvis man virkelig elskede en person, men hvis man virkelig elskede ham/hende så vil man også bare have at personen er glad, om det så er med en selv eller med en anden.. been there done that... og jeg vil personligt altid elske ham.. Selvom han har opført sig som en idiot efterfølgende, har behandlet mig som skidt og han... ja...faktisk var en idiot - men ser du, jeg bliver også vred, skuffet, ked af det, såret.. Men det forsvinder igen.. Det bliver aldrig ved..

Men jeg ved også at der må være en derude til mig.. En som jeg vil elske og som vil elske mig for den jeg er, en der accepterer og respekterer mig, ligesom jeg vil gøre det samme ved ham.. Dog ville jeg gerne snart møde ham (eller møde igen hvis jeg allerede har mødt ham før!).. Samtidig føler jeg dog, at det nogle gange er som om jeg ingen fremtid har, at jeg kan drømme om ting, håbe på at de sker.. Men det virker aldrig som planer, som så mange andre ting.. Men mere som drømme der aldrig vil ske, som hvis jeg ingen fremtid har? Som om det bare ikke er meningen at jeg skal være her i fremtiden..
Jeg håber på MIN mand, børn, børnebørn.. en fremtid.. men er det for meget at forlange, når det aldrig har følte virkeligt?..